Rejseberetning fra Argentina: Første Tango i Santa Fé

Af John Gottenborg Bruun, elev hos M2tango

Carolina Jador. Det lyder som navnet på en parfume eller en tøjdesigner. Graciøst, elegant og tilpas sofistikeret til at give mig lidt nervøse sommerfugle i maven. Carolina Jador skal nemlig være min danselærer i denne uge, hvor jeg besøger venner i den lidt søvnige provinshovedstad Santa Fé i det nordlige Argentina. Jeg er ikke nogen argentinsk gaucho på et dansegulv, men temmelig grøn. Lidt ubehageligt grøn føler jeg mig faktisk, mens jeg står her og venter på Carolina. Jeg har ikke mødt hende og det skal åbenbart vare lidt endnu, selvom vi havde en aftale klokken syv.

Men portneren har forsikret mig om, at hun nok skal komme. Og nu har jeg set hende, for på glasdøren hænger en plakat af en smuk, mørkhåret, latinsk udseende kvinde i klassisk tangopositur med en gaucho-macho-mand. Carolina Jador forkynder plakaten og noget mere om en milonga, man kan deltage i. Jeg er altså ikke gået forkert.

Mødet

Klokken nærmer sig halv otte, og der kommer hun. Lige så smuk som på billedet, men uden plakatens lidt arrogante og meget selvsikre udstråling, faktisk med et lidt genert smil – pyha – jeg er heldigvis ikke den eneste, der er lidt nervøs for, hvem jeg skal møde.

Første lektion går langt bedre end de værste af mine forventninger: Carolina er ikke blot en dygtig danser – hun er også god til at lære fra sig. Intención, siger hun igen og igen. Du er mand. Du skal styre, og du skal styre med hjertet, siger vi. Hjertet sidder i brystet. Du skal vise kvinden din ”intención” med dit hjerte. Du må ikke bare vade ind i hende, siger Carolina. Med træsko på, tænker jeg. Du skal føre med din overkrop og armene er bare en forlængelse af brystet. Du må ikke manøvrere rundt med kvindens arme, som om det var styrepinde i en maskine – måske siger hun gravko.

Tilskuere

Carolina har stukket mig en ny adresse, hvor vi kan mødes næste dag. Centro de Jubilados. Mine venner har forklaret mig, at det er noget med gamle mennesker. Jeg er der på dansk manér til tiden, og Carolina ankommer også til tiden på argentinsk. Så ingen af os er flove, og vi har begge levet op til vores kulturelt betingede idealer.

Lokalet fyldes efterhånden med livligt snakkende og gestikulerende mænd og kvinder. De sætter sig til at spille spil, sy, læse og organisere gud ved hvad. I baglokalet rigger Carolina, der lige er hvirvlet ind i pensionistforeningen, en lille ghettoblaster til. Dansen kan begynde.

Piazzolla har indimellem svært ved at få ørenlyd for de livligt organiserende og, opdager jeg til min rædsel, kommenterende pensionister. Carolina må skrue op for det lille anlæg og tysse på kvinderne. Danskeren der forsøger sig udi argentinsk tango i det tilstødende lokale er dagens samtaleemne.  Der er ingen væg mellem de to lokaler, så diskretion er udelukket. Heldigvis dukker der også en mandlig tangolærer op, der giver enetime til en kvindelig danser, så jeg sætter min lid til, at hun kan få lidt af den ellers udelte opmærksomhed. Det bilder jeg mig i hvert fald ind og gemmer mig så lidt i omfavnelsen og nyder, at jeg selv føler mig en anelse mindre klodset på dansegulvet end i går. Og det lykkes faktisk at manøvrere rundt i takt til musikken til fælles latter og glæde, uden at jeg bruger armene alt for meget og ligner en, der er ved at tage kranførerbevis. Pensionisterne smiler og nikker anerkendende. Ældre mennesker er også menneskekendere. De ved, hvad jeg har brug for.

Improvisation

Jeg har endnu engang fået stukket en adresse ud af Carolina, og jeg er efterhånden ved at blive helt fortrolig med buslinjerne i Santa Fé, der heldigvis er meget overskueligt opbygget. Mange snorlige ensrettede parallelle gader. Det kan aldrig gå helt galt.

Døren til det lokale, vi skal bruge, er blokeret af håndværkere, så der må udvikles en plan B. I venstre side af forhallen er der en fotoudstilling med offentlig adgang, men der kommer ikke så mange, og der er fin plads til at danse i det ene hjørne. Fotoudstillingens gæster sender nysgerrige blikke. Det rører mig ikke længere. Jeg er blevet vant til at være en del af underholdningen, og om lidt danser vi rundt i tæt omfavnelse igen, så bliver jeg ligesom suget ind i dansen, og de nysgerrige blikke fortoner sig i periferien af mit blik. La Cunita – vuggen. Ochos forlæns og baglæns. Husk at du skal helt ind i mig, siger Carolina. Jeg skal mærke, hvad du vil. Det skal jeg nok huske.

Afsked

Sidste dag i Santa Fé. Det regner og regner og regner. Jeg skal hjem. Den sidste tango i Santa Fé. Vi skal slutte af på mine venners stuegulv. Jeg venter i opgangens hall. Øver dansemønstre med mig selv. Hvor bliver hun af? Jeg skriver til Carolina. Hun svarer prompte. Det regner! Det har jeg set, men fatter kun langsomt, at i Argentina er det svar nok. Regn udsætter alt. Meget regn aflyser det meste.

Et sidste godt råd får jeg med på vejen. Find dig en god lærer i Danmark, der ikke går for meget op i struktur, men lærer dig at gå!

De har levet tangoens historie – Tangokoryfæer ll

Ifølge den gamle maestro Osvaldo Cartery, er det at være på en milonga noget specielt og vigtigt. Når man går, skal det være, som man skriver sit navn på gulvet. Det betyder, at man skal udtrykke sin egen personlighed i sin caminada og udtrykke det, man mærker i musikken overfor og med sin partner. For at kunne gøre det, skal du have connection til dig selv.

At turde dykke et lag dybere ned end bare være en kopi af alle andre, er også en del af tangoens form og historie. Det skal være sådan, at man skal kunne genkende én udelukkende ved at se fødderne, og den måde man går på.

 

To skoler inden for tango

Der er sket en ensretning af tangoen, som gør at tangoen mister noget af den mangfoldighed, som den tidligere har haft. I dag danser de fleste enten Tango Salón eller som Carlitos & Noélia, en moderne form for tango milonguero. Der er som sådan ikke noget galt med det, men det gælder om ikke bare at være en kopi, men vise sig selv. Det tager tid at finde sin egen stil og sit eget udtryk, og derfor er tangokoryfæerne med deres mange års erfaring interessante.

På et tidspunkt var der to skoler eller retninger inden for tango, hvor den ene havde meget lineære bevægelser og den anden mere cirkulære, som vi kender i dag. Grunden til, at den cirkulære skole blev udbredt, var at de dansere, som stod for den stilart, var mere tilgængelige rent personligt, og folk havde mere lyst til at gå til undervisning hos dem. De var ganske enkelt mere populære, hvorimod at de som repræsenterede den lineære skole var mindre tilgængelige og ikke særlig sociale.

Den generation, der kom efter, som Gustavo Naveira og Chicho, tog undervisning hos den cirkulære skole, og det har trukket spor op til i dag og været med til at definere Tango Nuevo. Det er dog til dels ved at ændre sig igen med Tango Salóns popularitet. Den præcision og skarphed, der skal til, kommer fra den lineære skole, og kan ses hos f.eks. Sebastian Arce og Mariana Montes.

 

Tangotraditioner

I det hele taget har nogle maestros været meget gavmilde med at overlevere tangotraditioner. For eksempel har de midt under en dans kunne finde på at råbe: “Hola, pibe! Caminas lindo!” (Hey, unge mand! Gå pænt!). De sørger for at overlevere en tradition, som de gerne vil have forbliver. Det kan være f.eks. opførsel, måden at gå på og danseretning. Det er noget, vi står og underviser i, noget vi har fået forklaret, men de har oplevet det og lært det ved at noget har fungeret. Der bliver en social kontrol, som i denne sammenhæng ikke er negativ, men en del af at have connection til andre omkring dig på dansegulvet.

Tangokoryfæerne har nogle sætninger, som bare bliver hængende hos en. For mig har det især været: “Tango es simple, pero no es facíl.” – Altså at tango er enkelt, men ikke let. Man lytter på en anden måde til de gamle maestros. De har ikke trænet teknik på den måde vi gør, men de har lært sig det selv, hvilket man også kan mærke i de forklaringer de kommer med. De er enkle og nemme at forstå. Fordi tangokoryfæerne har der her aura omkring sig, virker det på en måde, så man tænker, “Ja, selvfølgelig er det sådan.”

Vi har ikke disse koryfæer i Europa, og derfor forstår jeg heller ikke altid den tilbedelse, som argentinerne har af disse koryfæer. Men det er nogen, som man kan hænge traditionerne op på, og som har danset nærmest hele deres liv. De har oplevet tangoen og fået traditionerne ind på en anden måde.

Man kan næsten sige, de har levet tangoens historie.

Ny sæson 11. april 2016 med temaet Connections.

Tango: Rejsen der aldrig ender

Blogindlæg af Johanne Damkier, Underviser hos M2tango

Hvorfor egentlig tage til Buenos Aires?

Tangoen er efterhånden blevet så udbredt i Europa, at man kan få sine tangobehov dækket så rigeligt uden at bevæge sig over Atlanten. Der er et væld af festivaler, maratons og events med tilrejsende argentinske verdensstjerner, for ikke at nævne alle de etablerede skoler, der underviser på ugentligt basis. Ja det er en god tid at være tangodanser med alle de tilbud.

For mig startede min tangorejse i Buenos Aires for ca. 5 år siden. Jeg havde blot haft et par lektioner i London, hvor jeg boede på det tidspunkt. Ikke den mest inspirerende undervisning, men alligevel vidste jeg bare at tango, det var min dans, og indeni trak det for at komme til tangoens hjemland og lære det fra kilden. Så jeg samlede min spareskillinger og bestilte en billet til Buenos Aires. Jeg købte en bog om tango i Buenos Aires og en rejseguide til Argentina, som jeg fordybede mig på vej til og fra arbejde i undergrunden.

Da jeg så endelig ankom til Buenos Aires, følte jeg mig som en lille fisk, der netop opdager, at det ikke bare er en sø, man svømmer rundt i, men et hav af tango.

Nu er jeg her så igen for fjerde gang og den selvsamme følelse af at være en lillebitte del af noget stort og smukt vender tilbage. Hver gang lærer jeg nye ting, som jeg kan tage med hjem i kufferten og genopdager en ydmyghed for den rejse, det er at danse tango. For man holder aldrig op med at lære, man bliver aldrig færdig med at finpudse sin teknik og aha-øjeblikkene bliver ved med at dukke op. Heldigvis!

Som en af mine yndlingslærere sagde i et seminar: Når musikken går i gang, så tænder man for den indre lyskontakt, og det lys forbliver tændt resten af dansen.

Min rejse er kun begyndt, og jeg føler mig så privilegeret over at have muligheden for stadig at lære og samtidig at lære fra mig og dele mine opdagelser med mine elever.

– Johanne

Kærlighedens Dialog

Det Kgl. Teaters Gregory Dean har i et program for Dans2Go / Svanesøens hvide akt 2016 skrevet en artikel om hans rolle som partner i en pas de deux. Det var interessant for mig at få en mands syn på det og også at reflektere over min egen rolle i tangoens pas de deux – showet.
I bund og grund handler partnering for mig, uanset rolle eller dans, om – som en god ven formulerer det – ‘At få andre til at lykkes’.

Gregory Dean skriver at hans rolles “eneste formål [er] at ville vise alle min partners evner og skønhed frem”. Det kan han koncentrere sig om at gøre, fordi en stor del af arbejdet (koreografens) er gjort på forhånd. Balletdanseren dialog starter der, hvor begge dansere allerede véd, hvad de skal; hvilken historie eller stemning de skal formidle, og kommer således til at handle om, hvordan de gør dét smukkest muligt.

Deres indbyrdes dialog handler om at pege på den tekniske kunnen og kunstneriske fortolkningsevne (særligt hendes) og på historien.

Tangoens improvisation har en anden præmis, idet herrens rolle både er danser og koreograf på samme tid; hele værket skabes mens han danser. Tangodanserens dialog handler derfor for mig om, hvad der mon skal ske, når netop disse to mennesker interagerer. Skønheden ligger i høj grad i samspillet i det skabende øjeblik, at denne dans aldrig kan gentages, og vi ved ikke på forhånd hvordan eller hvorhen, det vil bringe os.

Vores tekniske kunnen skal bruges til at pege på dialogen, som i sig selv er historien.

Never a Follower

Min fornemste opgave ligger i at holde det rum, som gør, at herren kan multitaske. Jeg hverken udfører eller følger, men svarer på og fortolker hans idé. Jeg plejer at sammenligne det med, at en komponist giver sit nye stykke musik til en musiker for at høre, hvad denne får ud af det. Det gør en afgørende forskel, om man giver det til den ene eller den anden musiker. Lyt til 5 udgaver af ‘La Cumparsita’; det er de samme noder på papiret, men fortolkningen er unægteligt forskellig fra Di Sarli til D’Arienzo. Det er dét, min rolle handler om.

Jeg véd, at jeg uafværgeligt lægger noget til, som er mit. Det må jeg bruge til at understrege, hvad jeg får uden at overdøve eller ændre, men fremhæve, forskønne, gendigte og spejle det tilbage til ham, så han kan inspireres og bygge videre på det.

Min teknik skal åbne muligheder for ham samtidig med, at min fortolkning peger på ham som skabende kunstner. Hver bevægelse er en kommentar eller kompliment til det, han tilbyder mig. En boleo svirper ‘Fed idé!’, en hurtig krusedulle i pivoteringen siger ‘åh, hvor godt hørt!’, et slørhaleben er en nostalgisk henvisning til det smukke, han skabte lige før, og som jeg ikke har sluppet endnu.

Jeg holder min partner mellem mine hænder og mit hjerte

For mig vil tangoens pas de deux forblive en kærlighedens dialog. Ikke den romantiske kærlighed, men en ubetinget opmærksomhed på min partners væren og kreativitet i øjeblikket og på min egen i samspillet.

Show-situationen tvinger mig paradoksalt nok til at sætte mit ego til side for at tjene det øjeblik.
Selvom det kan forekomme som en intenst angstprovokerende situation at stille sig derud foran alle de mennesker uden en plan, så er det den største befrielse, disse øjeblikke hvor mit ego ikke har taletid, og jeg takker af hjertet de partnere, som gennem årene har stillet sig derud sammen med mig.

Mette